OK 2024 Det offentlige område
Omfattede af de offentlige overenskomster
Der var ved udgangen af 2023 i alt omkring 720.000 fuldtidsbeskæftigede eller i alt godt 847.000 ansatte i den offentlige sektor i Danmark.
På statens område er ca. 184.000 fuldtidsbeskæftigede omfattet af overenskomstforhandlingerne. På det kommunale område er ca. 408.000 fuldtidsbeskæftigede omfattet, og ca. 128.000 fuldtidsbeskæftigede er omfattet på det regionale område.
Trepartsaftalen af 4. december 2023
Optakten til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område startede i efteråret 2023, hvor kravene til de nye overenskomster blev formuleret og prioriteret af overenskomstparterne.
Den 4. december 2023 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale om udmøntningen af en ekstraordinær ramme til løn og arbejdsvilkår på 6,8 mia. kr. Om Forligsinstitutionens rolle i forbindelse med forhandlingerne af de offentlige overenskomster fremgik det af trepartsaftalen, at:
”Henset til trepartsforhandlingernes nære tidsmæssige tilknytning til overenskomstforhandlingerne i 2024, afsluttes de kommunale og regionale overenskomstforhandlinger på FHs område i regi af Forligsinstitutionen. Forligsmanden anmodes om, at alle aftaler på FHs område optages i ét samlet mæglingsforslag i det omfang, der er grundlag herfor i forligsmandsloven og i forligsmandens praksis. Det skal sikres, at der på alle overenskomstområder afholdes reelle forhandlinger. Der er enighed mellem aftaleparterne om, at aftaler på Akademikernes område ikke indgår i mæglingsforslaget på FHs område. KL og Danske Regioner forpligter sig til ikke at gå ind i de kommunale og regionale overenskomstforhandlinger med krav om skævdeling.”
Aftaler om nye overenskomster
Forhandlingerne på statens område blev afsluttet med en aftale om en ny toårig overenskomst den 11. februar 2024. Den 17. februar 2024 blev der indgået overenskomst på det kommunale område, som holdt sig inden for de samme rammer som det statslige forlig, og endelig blev der indgået aftale på det regionale område den 20. februar 2024.
Herefter gik forhandlingerne med organisationerne på såvel det statslige, kommunale og regionale område ind i deres afsluttende fase. Næsten alle nåede en aftale uden Forligsinstitutionens medvirken. En enkelt organisationsforhandling blev afsluttet med forlig i Forligsinstitutionen. Ingen af parterne havde varslet konflikt undervejs i forhandlingsforløbet.
Mæglingsforslag og afstemning
Aftalerne på det statslige område og alle akademikeroverenskomsterne blev sendt til afstemning efter retningslinjerne i de enkelte overenskomster.
Som følge af den indgåede trepartsaftale udarbejdede forligsmanden et mæglingsforslag, som omfattede de fleste af de indgåede overenskomster på det kommunale- og det regionale område.
Mæglingsforslaget blev sendt til afstemning den 19. marts 2024 og resultatet blev, at 87,2 pct. af lønmodtagersiden stemte ”ja” til mæglingsforslaget. Stemmeprocenten på lønmodtagersiden var på 66,0. På arbejdsgiversiden var det 100 pct., der stemte ja til forslaget.